Tinus, du var få måneder gammel, første gang du var på værtshus.
Du var få år, første gang du mødte stoffer.
Du var lige præcis tre år, da dine forældre gav dig væk.
Først herefter fik du smag for det, som ellers virker så banalt. Omsorg.
Det her er din historie.
Af Jeanett Cecilie Lange Jørgensen og Kamille Møller Bichel
Store røde krøller og langt lyst hår. Det er det eneste, du husker om dine forældre. Og så – at de ikke ville have dig. De ville helst være på værtshuset. Øl i munden og stoffer i blodet. Det var det vigtigste for dem.
Når du ikke var sammen med din mor og far, blev du sendt hen til et andet par længere nede ad gaden. Et par de havde mødt på værtshuset.
Du var tre år, så du vidste ikke, hvad der skete omkring dig. Om det lige var på værtshuset, at aftalen kom i hus, eller om det var hjemme på Ryesgade – det ved du ikke. Det er også ligemeget.
De hyppige besøg ved parret blev permanente. Du havde fået en ny familie.
“Broke all the rules. Played all the fools”
– AC/DC
Og så flyttede I. En ny hverdag på Saltumvej i det østlige Aalborg – langt væk fra stoffer, misbrug og forsømmelighed. Bag de gule murstensmure blev man omfavnet af et blomstertapet og to store sofaer. Væggene var dækket af billeder af en lille dreng. Det var dig. En overfyldt kommode med alle dine tegninger fra børnehaven. Radioen i vinduet kastede toner ud, som blandede sig med en lettere generende lyd fra den lille farverige fugl, som befandt sig bag tremmer. Du blev mødt af trygge rammer og varme ord. Det var ikke noget, du havde oplevet før. Men her var du ønsket. På en måde.
Din plejefar blev dit et og alt. Men kærlige ord fra hans mund var dog ikke nok til at overdøve de verbale lussinger fra din plejemor.
“Vi er ikke dine rigtige forældre,” “Du ender som dine forældre!” og hun fik jo ret.
Du blev 10 år. Iført en mørk lædervest med et sydstatsflag på ryggen, indenunder – en skovmandsskjorte, sorte militærstøvler og en manke, som efterhånden ramte dine skuldre. Fodboldplakaterne på dit værelse blev skiftet ud med tidens metalbands. Rockmusik tonede ud af anlægget. Iron Maiden, Kiss, AC/DC og Black Sabbath. Du kunne godt lide den slags musik. En form for hudløs ærlighed. Du havde en fornemmelse af, at det var noget med nogle følelser, som skulle ud. Og det kunne du genkende.
Du fik en ny bekendt. En bekendt som altid var tilgængelig og aldrig dømmende. Selvom han bestod af korn, humle, gær og vand, tilbød han dig noget, som de andre ikke kunne. En flugt. Jeres relation udviklede sig. Du så ham efterhånden hver dag. Han blev din bedste ven. I hans selskab følte du dig skudsikker. Det gjorde pludselig ikke nær så ondt, når din mors ord ramte.
“Forever, until my life is through”
– KISS
Du brugte din fritid på Trekanten. Den golde græsplæne med et enkelt gyngestativ. Her sad du med dine venner og inhalerede den tykke tobaksrøg. Sammen med alkoholen blev cigaretterne et ritual. I sad op ad gyngestativet, da en af de ældre drenge fra kvarteret kom. Cigaretpakken var tom. En lighter blev fundet frem, og drengens pibe blev vakt til live. Du sagde ikke nej, men det smagte underligt. En uvant smag, som du aldrig havde smagt før. Det var hash. Du kunne ikke mærke noget de første gange, du prøvede det. Men tredje gang føltes det godt. En følelse, som du ikke kunne slippe igen.
Halvlunkne øl, tomme sprutflasker og hash på bordet var nu fast inventar på dit værelse. Det og gutterne selvfølgelig. Livet var en fest. Du var udødelig. Du tænkte, at du sagtens kunne stoppe. I virkeligheden havde du mistet kontrollen. Der blev røget hash hver dag – og alkohol drak du lige så tit, du kunne slippe afsted med det.
Du blev 15 år. Dine venner og dig. Det plejede at være jer imod resten af verden. Du elskede de gutter, men du elskede stofferne mere. Vennerne blev lidt efter lidt erstattet af lokale pushere.
Pusherne havde åbnet deres døre for dig på mere end én måde. Rebelflag på væggene og et stort anlæg, som spillede AC/DC gjorde stedet til en ungdomshule. Her florerede stofferne frem og tilbage, ind og ud.
“Lock up your back door, run for your life”
– AC/DC
Som så mange andre aftener opsøgte du ungdomshulen. Du havde brug for mere. Men et andet syn ventede dig. En lyshåret skønhed. Du kunne ikke udstå fristelsen. Du vidste, at du overtrådte en grænse. Hun var billig og lettilgængelig. I smeltede sammen, og duften af hendes hår banede sig vej op igennem dit næsebor. Kuldegysningerne spredte sig over din krop og en følelse af lettelse strømmede frem. Du følte dig uovervindelig, og velbehaget spredte sig. Det var dit første møde med den kvinde, I kaldte Fattigmandskokain.
Selvom I kalder det fattigmandskokain, var det ikke billigt. Butikstyverier og indbrud blev din nye fritidsinteresse. Dit dagligdagsforbrug sørgede den lokale købmand for, men du betalte ikke. Det startede med slik, chips og øl til dit eget forbrug. Men det var ikke nok. Tøj, dyrt kød, ghettoblastere – det var kun din fantasi, som satte grænser. Alt det, som kunne sælges videre.
Dine forældres julegaver var i virkeligheden naboens arvegods, og nabolagets børn måtte vente til næste år med at få juleønskerne opfyldt.
Det var spændende, og det gav dig et rush. Du skænkede ikke konsekvenserne en tanke. Du tænkte ikke på, at det kunne gå galt.
Men en dag havde du smadret et bibliotek med to lokale drenge. Politiet måtte eskortere dig hjem. Din far var rasende. Det er den eneste gang, at han nogensinde har lagt en hånd på dig. “Det er ikke mig, der har valgt at være her. I har valgt mig!” Du kunne godt se, at der skete noget i din fars ansigt, da ordene forlod dine læber. Du sårede ham. Og fra den dag af skældte han dig ikke rigtig ud mere.
“I am a man who walks alone”
– Iron Maiden
En ny kvinde fik din opmærksomhed. En af de helt dyre damer. Hun var spændende. Du faldt så småt for hende. Ingen appetit, ingen søvn. Der var ikke det sted, I ikke gjorde det. Toiletter, gyder, endda bag byens kloster. Tanken om at undvære hende var uudholdelig. Når hun var ved din side, var du urørlig. Du følte dig som Guds gave til kvinder. Men når hun forlod dig, ramte nedturen. Du var sølle – slet ikke den supermand, du troede, du var, når I var i seng sammen. Hun gik under navnet Heroin.
Dine sidste teenageår foregik mere ude end hjemme. Du var bange for at gå glip af muligheden for et fix. Det var dit eget valg. Sengen i det gule hus med blomstertapetet var ledig, og dørene var åbne, men det kolde gulv på det offentlige toilet føltes tryggere.
Toilettet mellem træerne i Kildeparken blev din nye base. Din ven havde en gennemhullet pose med noget tøj. Du havde ingenting. En lugt af urin og en kulde fra det klistrede gulv. En radiator ude af drift, en kold stålkumme og en håndvask var det eneste, som brød med de graffiti malede vægge.
Hverdagen stod på morgenøl og narko. Din arm var træt. Du stirrede på den og ledte efter en synlig blodåre. Nålen fandt vej gennem din hud. Og du var klar til dagen. Tankerne begyndte at køre.
Hvordan skaffer jeg penge? Hvordan får jeg mit næste fix?
Du havde stadig dit lange hår, men din hud var grålig, og lædervesten var erstattet af en slidt jakke. Et pandebånd som var gennemsvedt og næsten kunne stå selv. Du var ikke bedste venner med badet. Dit ansigt var indsunket, og dine øjne udtryksløse. Du kunne ikke længere benægte, at du var fuldtidsnarkoman.
Du havde det ad helvede til. Du stjal, solgte stoffer og rullede tilfældige mennesker på gaden. Pengene skulle bare ind. Koste hvad det koste vil.
Du fandt en ny måde at tjene en skilling. Sex. Det blev en handelsvare for dig. Du solgte dig selv til gadens kvinder. Dengang var det jo bare en winwin. Du fik penge og sex på én gang.
I looked ‘round and I knew there was no turning back
– AC/DC
Du har set indersiden af mange fængsler. Vridsløselille Statsfængsel, Aalborg Arrest, Horsens Statsfængsel og Hobro Arrest.
Vold, salg af stoffer og indbrud. Du havde domme, der tilsammen ville give dig 10 år bag tremmer. Du røg ind og ud. Et bord, en seng og et skab var alt du havde. Du følte dig alene, og stofferne fortsatte til trods for vagter og tremmer. Det skulle ikke stoppe dig. Men du var bange. Tilliden til vagterne var lille, du gad ikke fællesbad og du frygtede gårdturene.
“Jeg skal sgu ikke på nogen gårdtur. Der er folk, jeg har stået og råbt af. Jeg er palle alene – de fucker mig op,” sagde du til vagterne.
Men din hverdag var fyldt med daglige gårdture, optællinger og punktlige måltider. Med god opførsel røg du hurtigt ud. Tilbage på gaden. Men det varede ikke længe, før du var inde igen.
Sådan forløb dine 20’ere. En variation af gadelivet og livet bag tremmer.
I 2001 kom du ind igen for vold og afpresning. Med slidt hår, udstående øjne, og en vægt på 40 kilo. Når du så dig selv i spejlet, stirrede Døden fra Lübeck tilbage.
“I was made for lovin’ you, baby”
– KISS
Du modtog for første gang behandling i fængslet, og det kunne ses. I 2003 blev du løsladt, men som et nyt menneske.
Du skulle mødes med en kvinde. Hun så jer nok som kærester. For dig var det et sted at sove, og det havde du udnyttet flere gange før. Du steg ud af IC4-toget i Aalborg, men hun gik lige forbi. Hun kunne ikke genkende dig. Med en kampvægt på 80 kilo, en solariebrun kulør og en afbleget kortklippet frisure.
Du forlod stationen, og udenfor mødte dine øjne Rikke. Et smil fyldte hendes ansigt. Hendes brune hår flagrede blidt i vinden. Du gik hen imod hende. Hun kiggede på dig. “Vil du med hjem og spise?” spurgte hun. Du kendte hende godt. Hun havde færdes i det samme miljø som dig, og du havde ventet på netop det spørgsmål i ti år.
I tog toget hjem til hende. Der stod pizza på menuen. I sov sammen, og morgenen efter spurgte hun: “Er du frisk på at give det her en chance?”
Du forklarede hende, at du ikke kunne være sammen med en misbruger. Hun sagde noget, som ingen mennesker nogensinde havde sagt til dig. “Så dropper jeg stofferne.”
I blev kærester. Der var aldrig nogen, som havde opgivet stoffer for dig. Det gjorde hun.
“I hear the echo of a promise I made”
– KISS
Et år senere kom jeres datter, Silke, til verden. Og året efter giftede du dig med Rikke. Du havde nu en kone, et barn, et hjem, og du var clean. Du kunne give Silke den barndom, du aldrig selv havde haft. Du kørte rundt med din barnevogn. Pavestolt. Et rødt murstenshus med tre etager dannede rammerne om det nye liv. Et indskudslån havde gjort det muligt. Anlæg og LP’er. Lysebrunt trægulv. Akvarie og en fransk dør ind til spisestuen. Ud af anlægget tonede lyden af Sort Sol og Pink Floyd. Jeres sortbrune rottweiler havde sin trofaste plads på gulvet.
Du var 34 år, da du mistede din far. Han var syg og skulle have været opereret på din bryllupsdag, men valgte i stedet at deltage i fejringen. Derfor fik han ikke sin operation. Han døde få dage efter.
“Can you help me occupy my brain?”
– Black Sabbath
Filmen knækkede, og du var fyldt med selvbebrejdelse. Du tyede til det, du kendte bedst. Alkohol. Og så var løbet kørt, for kort efter nøjedes du ikke med alkoholen. Piller og stoffer blev igen en del af din hverdag. I frygt for at miste din kone, rev du hende med ned i faldet. Du vidste, at hun ikke kunne sige nej.
Du introducerede hende for din gamle flamme. Hun forførte jer, og I kunne ikke stå imod. Du havde savnet hende. I havde en trekant, mange gange. Dig, Rikke og hende. I gjorde alt sammen. Hun flyttede ind. Hun var opmærksomhedskrævende, og hun tog al jeres tid. Det fungerede ikke. I smed hende på gaden, men hun var svær at slippe af med. Hun blev ved med at komme på uanmeldt besøg. Da I endelig besluttede jer for at låse døren, gjorde det ondt.
Men I kom igennem det. I blev clean igen og flyttede til Vrå, fordi der plejede det at gå jer godt.
I 2007 var Rikke igen gravid. En nat vågnede I op. De hvide lagener var dækket af blod. Ind i ambulancen og mod Sygehus Nord i Aalborg. Lægerne gav hende indsprøjtninger i begge lår. “Jo længere tid der går, før du føder ham, jo bedre,” sagde lægen.
Rikke var træt. Du forlod hospitalet målrettet. Ville din søn overleve? Og hvad med Rikke? Du vil slukke følelserne på den bedste måde, du havde lært.
Du tog stoffer og drak en halv flaske snaps. Hun ringede til dig. Hun ville have en burger, men du kom tomhændet tilbage til hospitalet. Rikke kunne lugte på din ånde, at du havde drukket. Hun smed dig ud. Dagen efter stillede hun et ultimatum. “Det er os eller stofferne.”
Du lod som om, at du kunne give afkald på stofferne, men du vidste godt, at det var for sent.
Jeres søn, Jason, blev født tre måneder for tidligt. Og du tog stoffer i smug. Så snart Rikke var færdig med at amme, lokkede du hende igen i fælden. I endnu et desperat forsøg på ikke at miste hende. Hun var narkoman, så hun kunne jo ikke sige nej.
“I remember how it was I remember how it goes”
– Sort Sol
En dag kom du hjem. Der holdt en sort bil foran huset. Hjørring Kommune, stod der. Indenfor sad Rikke med tårerne trillende ned ad kinderne. Din svigermor holdt hendes hånd. Overfor dem sad to socialrådgivere fra kommunen. Du fik at vide, at du skulle hente børnene. Du kørte op til børnehaven, hvor Silke ventede på sin far. Du kunne ikke opretholde en facade. “Hvorfor er du ked af det far?” spurgte hun.
Din fars død blev til alkohol. Som blev til hash. Som blev til heroin. Som blev til fjernelse af dine børn.
Du kørte videre mod vuggestuen og hentede Jason. Nu skulle børnene hen til deres nye hjem. Det var det værste, du havde prøvet. Al den smerte, som du før havde oplevet, var vand ved siden af det her. Børnene græd og skreg. De ville med dig. “Tag dem og stik af,” sagde du til dig selv. Men du vidste, at det ikke ville hjælpe.
Da du kom hjem, tænkte du ikke, at du ville stoppe med stoffer. Tværtimod. Du ville dø af stoffer.
I en tid gik det helt galt. Indtil nok var nok. I ville have børnene hjem, så I blev clean. Men hun blev ved med at finde vej ind i jeres liv. Børnene blev fjernet, blot for at komme tilbage. Sådan foregik det i nogle år. I 2012 tog de børnene for sidste gang, og I fik dem aldrig igen.
I stedet for at drukne sorgerne i stoffer og alkohol, valgte I denne gang at søge hjælp. I havde prøvet det før, men denne gang mente I det. I satte kurs mod et misbrugscenter på Bornholm. I vidste, at kommunen blot ventede på, at I fejlede. Men denne gang var I opsatte på at modbevise dem.
Din kone var ved at skride. Du havde svigtet dine børn flere gange. Du gjorde det ikke for din egen skyld. Det var for din familie.
“When you’re strong you can stand on your own”
– KISS
EPILOG
Det lykkedes. I dag har dig og Rikke været stof- og alkoholfrie i 11 år. I bor stadig i Aalborg. I 2016 fik I endnu et ønskebarn, Tristan. Han beriger nu jeres liv på mange måder. Hans søskende Silke og Jason bor fortsat hos deres plejefamilie. De besøger jer ofte, og de har det godt.
Til dagligt er du frivillig på et socialt værested, hvor folk kan komme, hvis de mangler en god snak. Det er både hjemløse, alkoholikere og misbrugere. Folk som lever det liv, du engang levede.
Du holder foredrag og fortæller din historie, om hvor farlige stoffer er, og hvad de kan gøre ved dit liv. Ligeledes har du et ønske om at bryde tabuet. Du vil vise mennesket bag misbruget.